Lift-out-Puzzles 2


Lift-out Puzzles er en dansk børneapp udviklet af Freeflow Media. En super app med puslespil til de allermindste. Du kan vælge mellem 6 forskellige puslespil – landdyr, havdyr, vilde dyr, tal, figurer og musikinstrumenter. Spillet går i al sin enkelhed ud på at flytte forskellige genstande rundt på skærmen og finde frem til, hvor de hører til.

Liftout Puzzles er en rigtig god læringsapp til små pilfingre. Finmotorikken styrkes, øje -hånd koordineringen styrkes og den lille hjerne kommer på arbejde. Allerede fra opstart kan man se, at det er dem der er målgruppen. Her er ingen forvirrende genveje – ingen opsætningsmuligheder. Men seks store tydelige bokse som de små pølsefingre let selv kan ramme.

Ved et tryk på en af boksene starter spillet op akkompagneret af en dejlig munter baggrundsmusik. En dansk stemme fortæller hvad der trykkes på, og dyre og musiklyde er med til at sætte stemningen om en rigtig god app. Når et spil er gennemført belønnes barnet med en regn af instrumenter/dyr og børn der jubler. Det slår ikke fejl, Naja ELSKER det! Brugervenligheden er i top.

På forsiden gemmer der sig et lille informationsikon i nederste højre hjørne, her kan du læse mere om appen og få en lille vejledning. Det er helt tydeligt, at det ikke er forældrene der er i fokus her, men barnet 🙂

Naja har lavet en lille filmanmeldelse af appen, den kan ses på Facebook. Hun er helt vild med appen, og kan sidde koncentreret i lang tid. Hun taler til dyrene, gentager hvad stemmen i appen siger, og jubler når belønningen kommer til sidst. Faktisk er appen så populær, at den slog Disney-sjov af pinden her til aften.

Appen minder i sin udformning meget om andre apps. Puslespil med brikker der skal passe. Det er set før. Så jeg var egentlig ikke vildt imponeret. Men det måtte jeg tage i mig igen, da jeg så pigernes fascination og hørte Naja gentage ordene i appen. Appen vinder også klart ved at den er på dansk! Den har en god lyd, den er super flot lavet, den passer godt til målgruppen, og den har en rigtig god pris.

Vi kan varmt anbefale denne herlige danske børneapp! Appen koster 7 kr.

 

 

Følg Mors Apps:

Leave a comment

2 thoughts on “Lift-out-Puzzles