En sød app – Kids Beads 4


Kids Beads er en ny kreativ børneapp til de 3 – 8 årige udviklet af svenske Eira og Björn Fogelberg med stor hjælp fra Eiras børn.

Udfordringer er der ikke mange af, det handler om at trække perler på en snor og så vælge en modtager til halskæden. Men jeg elsker appen. Sara er vild med “klæd-ud” og make-up apps, apps der handler om at give piger nyt tøj på. Ofte bryder jeg mig ikke om disse apps, da tøjstilen er mere henvendt til de ældre piger og sender et forkert signal. Et barn på 5 år behøver ikke tænke i disse retninger, det skal tidsnok komme 🙂 Derfor elsker jeg Kids Beads. En perlehalskæde er skøn på den barnlige og uskyldige måde.

Kids Beads er super flot og meget simpel i sin opbygning. Ved opstart kan man trykke på en lille info-ikon. Her kan man læse om appen og indstille musik og spil-lyd. Det kan anbefales at skrue musikken lidt ned, den er meget høj 🙂 (og lidt irriterende i længden). Ved tryk på den store play-ikon startes appen.

Når spillet er i gang møder man fire glas med perler i forskellige farver og en perlesnor i midten. Man kan skifte farver undervejs. Sara behøvede ingen instruktioner, men gik straks  i gang med produktionen. Når man synes perlekæden er færdig, trykker man på en af personerne i toppen. Der er 13 forskellige at vælge mellem – både piger og drenge. Grafikken er enkel, med flotte farver og tydelige ikoner. En stil, som på mange områder minder om Toca Boca og Wombi. Hvilket bestemt er positivt.

Selv Naja på 2 kan finde ud af appen. Det hjælper selvfølgelig at have en storesøster som hjælper. Men uden en søsters hjælp er appen også til at finde ud af, for de små pølsefingre. En lille hånd kommer frem, og viser hvad skal gøre.

 

“Ta daaa” udbryder Naja glædestrålende, og vælger en af pigerne for “Hun er finest”, “Det kan ik være en dreng vel? ” (sagt med et meget skeptisk udtryk). Den største forhindring for hende er, at man kommer til at fjerne perlerne igen, hvis man trykker på dem på snoren. Naja forstår ikke helt, at perlerne kun skal hen på det hvide felt. Hun fører perlerne helt ned, og så hopper de altså af igen. Øv. Stor frustration og stor irritation hos den lille dame.

Det er vinterferie, så Sara har har fået lov til også at kommentere appen. Normalt fortæller hun mig, hvad jeg skal skrive. Men denne gang har hun overtaget tastaturet. Børnestavning i bedste stil.

Sara Lucia 5 år: det er sjout man kan lavæ halskædo mæn da er osæ drajnæ man kan osæ velje faruva

Kids Beads er både til iPhone, iPod Touch og iPad. Appen koster 12 kr. og kan hentes i App Store.

Følg Mors Apps: