Fortællinger om Bærfolket 41


Fortællinger om bærfolket er en gratis app til børn skabt af Den Gamle Fabrik. Fortællinger om bærfolket har været i App Store siden december, og på min iPad lige så længe. Jeg har bare taget lidt afstand til den. Jeg bryder mig ikke om den skjulte reklame som appen jo er. Jeg bryder mig ikke om at en app henvendt til børn forsøger at markedsføre et produkt.

Men en dag manglede jeg læsestof til højtlæsning i min klasse, og så gav jeg Fortællinger om bærfolket en chance. Bogen er trods alt skrevet af den meget dygtige succesforfatter Lene Kaaberbøl, mesteren bag blandt andet Skammerens datter (fantastisk). Jeg har ikke fortrudt! Så glem alt om skjult reklame og lad dig fange af en medrivende og spændende fantasy fortælling, som ikke skuffer. I Fortællinger om bærfolket møder du små mennesker, der kan tale med dyr, store farlige ørentviste, uhygge og hygge, en farlig skimmelheks og ikke mindst gode venskaber.  Fortællingen er krydret med Anders Walters lækre tegninger, der på bedste vis komplementerer historien med søde, sjove og uhyggelige illustrationer. Som et ekstra krydderi, har du mulighed for at vælge Sebastian Kleins oplæsning af historien. Vi er ret vilde med Sebastian Klein, og særligt hans evne til højtlæsning.

Fortællinger om bærfolket er opdelt i fire små historier, hvor man følger Dugs eventyr.  Historierne kan læses samlet, men de fungerer også fint enkeltvis. I appen kan du samtidig læse mere om Den Gamle Fabrik og se TV-spots om bærfolket.

Efter at have kigget godt og grundigt på appen må jeg erkende, at reklamedelen er sobert udført. Den Gamle Fabrik ønsker selvfølgelig at markedsføre sig selv, og det gør de! Men de viderebringer også den gode fortælling, og har et fokus på dette. Så når der er en illustration med et syltetøjsglas, er det et glas uden mærke. Alle ved, hvad der skal stå på mærket, men det klæder appen, at det står tomt.

Teksten her er fra Den Gamle Fabrik: Derfor håber vi, at Fortællinger om Bærfolket vil være en kærkommen anledning til at samles omkring den gode fortælling. Til aftenhyggen, ved morgenbordet, på særlige mærkedage og højtider. Nok er historiefortælling er en gammel opfindelse, men den virker stadig på de nye medier. På denne applikation har vi gjort det muligt at lytte til historierne oplæst af Sebastian Klein – derhjemme i stuen eller på bagsædet af bilen.

Så hent appen for fortællingens skyld, luk øjnene for reklamerne og nyd en fantasy-fortælling, som du får helt uden beregning. Bogen kan også købes hos boghandleren til 149 kr. 

Appen kan hentes i App Store. Til både iPhone, iPod Touch og iPad.

… og Bodil – Fortællinger om bærfolket fåes også til Android 🙂

Følg Mors Apps:

Leave a comment

41 thoughts on “Fortællinger om Bærfolket