Hop om bord i lyd og ord 38


Hop om bord er en app, der knytter sig til læringssystemet Hop om Bord i Lyd og ord udgivet af Forlaget Æsop. Et undervisningssystem, som vi bruger på min skole, og som mange skoler bruger rundt om i landet. Forlaget skriver selv dette om materialet:

“Hop om bord er et undervisningsmateriale, der primært henvender sig til børnehaveklasseledere og 1. klasselærere, der ønsker at arbejde med sproglig opmærksomhed, bogstavindlæring samt den første læse-/skriveindlæring på en anderledes og medrivende måde.

Desuden kan Hop om bord med stor fordel benyttes af specialundervisningslærere. Erfaring viser dog, at flere læsesvage børn helt undgår specialundervisning, når de har været undervist efter denne metode.”

Jeg kan kun give dem ret. Undervisningen med Hop om bord er både anderledes og medrivende. Jeg har set det i aktion, ved selv at have materialet i hånden i min klasse. Men jeg har også set det som forælder til et børnehaveklassebarn. Det virker. Kombinationen af bogstavlyd og bevægelser igen kombineret med et dyr med et navn fungerer bare rigtig godt. Børnene husker de enkelte bogstaver og bruger bevægelserne – helt op i 2.klasse.

Med til bogsystemet følger Hop om bord-spillet til PC. En række læringsspil, som fungerer optimalt på en interaktiv tavle. Du kan prøve spillene i en demo-version på Hop om bord-spillets hjemmeside. Skolerne køber adgang sammen med materialet.

Nu er der så kommet en app til Hop om bord familien. Længe ventet og et stort ønske fra min side. Et så stort ønske, at jeg for flere måneder siden skrev til forlaget bag. Mit ønske gik i opfyldelse, og nu er appen her. Det er en stor gevinst til de skoler, der i forvejen har købt adgang til systemet. Appen hentes gratis i App Store og skolerne kan logge ind med deres skolelogin. Det er fantastisk, og vi er allerede godt i gang på min skole.

Jeg får kun positive tilbagemeldinger om Kaptajn Carlsen fra vores børnehaveklasselærere. De har klart taget appen til sig – og det har børnene uden tvivl også. De kender jo alle dyrene. Men desværre er Hop om Bord lidt en lukket fest. Appen hentes gratis i App Store men kræver et login. Det kan du godt købe som privat person, men det koster desværre temmelig meget, synes jeg. Et abonnement på 3 mdr koster 100 kr, 6 mdr. 175 kr og 12 mdr. 250 kr. Dog får man også computerspillet med i pakken. Men appen fungerer så godt, så jeg kan ikke se, hvad man som privatperson skal bruge PC-versionen til. Det er altså drønærgeligt, og jeg håber virkelig, at appen her kan komme ud til så mange hjem som muligt – som enten en betalingsapp i App Store, eller til en lidt lavere pris via hjemmesiden.

Appen indeholder 9 forskellige læringsspil, der alle træner forskellige områder i forbindelse med bogstav- og lydlæring. Alle opgavebeskrivelser gives mundtligt, så alle kan være med. Løser du alle opgaver i et spil, får du en historie af Kaptajn Carlsen. Der er en historie tilknyttet hvert dyr. Historien handler om dyret og bruger dyrets bogstav flittigt. Sara giver Hop om Bord appen mange point med på vejen. Min første klasse jublede, da de opdagede ikonet på vores iPads i klassen.

Jeg kan kun give Hop om Bord appen mine varmeste anbefalinger, men må vi ikke godt ønske en privat betalings-udgave i App Store. Tak. På den måde kan mange flere få glæde af jeres gode app og rigtig gode læringsmateriale.

Appen findes til både iPad og til Android. Android-versionen hentes lige her. Du kan finde appen til iPhone og  iPad lige her i App Store. 

Følg Mors Apps:

Leave a comment

38 thoughts on “Hop om bord i lyd og ord