Tak for halshugningen 280


Sara Lucia har tygget sig igennem den fra ende til anden. På en aften. 2.a har siddet klistret til den store skærm i klasselokalet, mens de på skift læste højt af den. Med højlydt latter, med hvin og skrig, med spænding og åben mund. Jeg har læst den med fascination og smil på læben.

Tak for halshugningen er en ny digtsamling skrevet af to, der om nogen kender til hvad der rør sig hos børnene. Andreas Nederland er nemlig det grønne quizmonster på SommerSummarum, han har også bidraget til programmer som Troldspejlet, Voksenfælden og flere andre af Ramasjangs programmer. Frederik Michael Hansen er redaktør på Ramasjang og Ultra. Han har været med til udviklingen af  bl.a. Ramasjang Mysteriet – og det må man jo sige er hittet over alle hit.

”Der findes monstre! Alt, hvad fædre, mødre, onkler og pædagoger nogensinde har sagt for at berolige børn, er løgn. Monstre findes! Og de findes overalt. Har du nogensinde tænkt på, hvad der gemmer sig i kummefryseren? Monstre. Bag bruseforhænget? Monstre. I skuret? Monstre. Og du bliver flået til ukendelighed, hvis du nærmer dig de uhyggelige steder. Faktisk skal du være heldig, hvis du overhovedet når konfirmationsalderen eller oplever One Direction gå fra hinanden. Du vil højst sandsynligt blive ædt af et monster inden da. Men så er det jo godt, at du kan du jo forsøde din sidste tid med den her bog”, fortæller de to forfattere.

Jeg er vild med bogen, som indeholder en række gyserfortællinger, som alle spiller på den frygt, mange børn har for uhyggelige steder. Hvem kender ikke til at gå ned i en mørk kælder? Hvem gemmer sig bag gardinet, hvad skramler på loftet og flere andre gyseligt uhyggelige steder. Men historierne er ikke så uhyggelige, at man “skider af skræk” som et par af mine drenge udtrykte det. “De er lidt uhyggelige, men på en rigtig sjov måde. Man ved ikke hvad der sker, men de bliver hele tiden uhyggeligere. Lydene er vildt gode og det er sjovt at man kan se hvor uhyggelig historien er. Årggg man kan se hans hjerne” … er bare nogle af de kommentarer, der kom efter læsningen.

Sara Lucia læste den højt for os. Hun går kun i 1.klasse, hun var så sej. Enkelte ord drillede – både i afkodning og forståelse. Men det gav os jo muligheden for at tale om betydningen, hvilket jeg også måtte gøre i min klasse. Her talte vi også om digte og forskellige former for rim. Her er Sara ved at læse. 

De interaktive detaljer og lydeffekter giver bare det lille ekstra. Alle sider indeholder uhyggelige lydeffekter og sjove animationer, som spiller godt sammen med indholdet. Efter hver historie vises et barometer og den næste historie placeres på barometeret. En rigtig sjov detalje. Illustrator Louise Thrane Jensen har virkelig gjort et godt arbejde, illustrationerne er så flotte.

Tak for halshugningen er bare SÅ fed. Teksterne fanger. De interaktive detaljer og lydeffekter skaber en gennemført læseoplevelse. Her er der drengelæsning for alle pengene – som også fanger pigerne helt vildt. Så blir det ikke bedre vel?

Tak for halshugningen henvender sig til de 5-9 årige. Bogen udkommer både til iPhone og iPad. Bogen koster 99 kr. i iBooks og er oplagt som en adventsgave eller julegave. Eller bare fordi man synes det er godt at præsentere sine børn for ny god dansk anderledes børnelitteratur.

 

Følg Mors Apps:

Leave a comment

280 thoughts on “Tak for halshugningen