Kuk i reden


“Det er den bedste bog jeg nogensinde har læst. Den er god og så bliver man klog”. Lørdag formiddag fandt jeg Sara med snuden i en bog. Helt frivilligt. Hun lå inde i sin seng og læste højt for sig selv. Hun var fuldstændig opslugt af “Kuk i reden” af Josefine Ottesen, en bog hun havde med hjem fra skolebiblioteket. Hun slap først bogen, da sidste side var læst. Eller det er ikke helt sandt. Hun var nødt til at holde en pause og finde min iPhone.

hullerikkerne

Bogen er en del af en serie af korte og letlæste historier om Hullerikkerne fra Syvstammetræet fra Høst & Søn. Der er efterhånden mange letlæsningserier, og der er rigtig mange gode. Vi har været igennem flere, men Hullerikkerne skilder sig ud fra de andre ved at den kombinerer fiktionslæsning og faktuel viden på en sjov og anderledes måde. Bøgerne har ud over en super flot skrevet tekst også links og QR-koder, der giver mulighed for at høre de omtalte dyrs lyde og se små film. Filmene er lavet af naturvejlederne fra NATURAMA i Svenborg. Og det var lige denne funktion der gjorde, at Sara var nødt til at holde en pause i læsningen. Hun skulle bruge min iPhone til at scanne koderne. Vi hentede hurtigt en gratis app til QR-koder, og Sara var selvkørende igen.

Bogens mange sider var hurtigt læst, og heldigvis var der flere bøger i serien at finde i iBooks. Sara er nu ved at læse “En værre stinker”. I e-bogen er der ikke QR-koden med direkte links til de små film og lyde.

foto (10)

Her er Saras ord om bogen: Bogen er rigtig god, fordi man lærer rigtig meget. Hullerikkerne er små og sjove. De siger nogle skøre ting fx. “Laske-loppe-larve-lort”. Det er et godt ord, og det var sjovt at læse. Ella er rigtig god til at hjælpe dyrene. Eg er fjollet og lidt kedelig, han holder bare øje med et træ, og så ser han lidt sur ud på billederne. Egon er et egern, egernet har faktisk en ret fin lyd, det kan man nemlig høre. Bogen passer til dem, der er gode til at læse. Der står nemlig mange ord. Men hvis man ikke er så god til at læse, så skal man læse den alligevel, så kan må få lidt hjælp. Så kan man læse bøgerne på iPad, her kan den nemlig læse højt. 

Sara og jeg er enige om, at Hullerikkerne varmt kan anbefales. Det er meget motiverende, at lyd og film inddrages i læsningens univers, og jeg er sikker på at serien her vil fange mange små læsere. Jeg elsker at bøgerne kombinerer den gode historie og fantastien med fakta. Noget der normalt hører skolen til. Men her hænger det sammen, hvilket det jo også bør gøre. Vi lærer jo hele tiden. Med Hullerikkerne går det så flot hånd i hånd.

Bøgerne om Hullerikkerne koster 99 kr. både i papir og som e-bog.

AppStoredansk

Følg Mors Apps:

Leave a comment