Om mig – Rikke


Hvorfor har jeg lavet denne blog?

Synes du også det kan være lidt svært at gennemskue junglen af apps til børn? Sidder du også i App Store og kigger på den uendelig lange liste med IOS-apps udviklet til børn. Det er ret uoverskueligt. Har du måske også som jeg, prøvet at hente den ene app efter den anden, som ikke levede op til forventningerne?

Det kan godt være den kun kostede 8 kr – eller at den ligefrem var gratis. Men det er da alligevel lidt irriterende.  Som mor til to skønne aktive piger, som er flittige iPhone og iPadbrugere, er dette noget jeg kender til. Så jeg tænkte, det må man da kunne gøre noget ved!

Mors-apps er en blog som forhåbentlig kan gøre det lettere for dig at finde frem til de gode apps.Jeg vil forsøge at finde de bedste, primært danske apps, og fortælle dig om dem.

Min vurdering af apps vil være subjektiv og på baggrund af min erfaring som mor og lærer, men selvfølgelig vil mine pigers vurdering af spillene også komme med. Jeg har ingen teknisk baggrund, andet end evnen til at bruge en computer, e-mail, iPhone og selvfølgelig min elskede iPad. Jeg giver min helt ærlige mening omkring de apps, som jeg anbefaler. Vi skal jo finde frem til de bedste apps til vores skønne unger. Derfor vil du også kun læse om de gode apps hos mig, hvorfor bruge tid på de dårlige?

Tjek  altid prisen i App Store, da prisen jo kan ændre sig.

Sådan gør jeg – jeg tjekker dagligt App Store for nye apps. Kommer der noget interessant, henter jeg det og afprøver det sammen med mine piger. Jeg har derfor ingen intentioner om at skrive hver dag. Nogle dage sender jeg dig et tip, en god app jeg har spottet, og som du bare må høre om. Nogle apps vil jeg lave en grundig anmeldelse af. Jeg skriver, anbefaler og anmelder, når jeg synes der er noget godt 🙂 

Jeg kontaktes ofte af udviklere, der gerne vil have mig til at teste apps. Det gør jeg gerne. Men igen – appen kommer kun på www.mors-apps.com, hvis den er god 🙂

Lidt om mig selv

Jeg er mor til to skønne piger –  Shanti Naja på 5 og Sara Lucia på 8.  Jeg er gift med Stefan. Vi er fascinerede over børnenes brug af teknologi, og jeg er ret imponeret over, hvad en iPad kan bruges til i forhold til børn, leg og læring.

Jeg er uddannet lærer og arbejder på en privatskole i Kolding. Jeg underviser primært indskolingselever i dansk. Jeg har stor interesse i børns læring, og jeg elsker at se barnets glæde ved at knække læsningens kode. Børn skal have det godt – og børn skal have det godt, mens de lærer. Tryghed og trivsel er forudsætningen for læring.

Jeg føler at jeg giver min børn en gave ved at give dem fortroligheden med de digitale medier. Det er vejen frem.

Rikke